Danskerne: Vigtigt med krav til platformsvirksomheder

Når danskerne køber timebaseret arbejde hos et rengøringsfirma eller lejer deres lejlighed ud på Airbnb, mener mere end 60 procent, at det i høj grad er vigtigt at stille krav om både ordentlige løn- og arbejdsvilkår, skattebetaling og krav til uddannelse og autorisation (fx ved elektriker- eller vvs-arbejde). Kun 4 procent mener, at det i mindre grad eller slet ikke er vigtigt.

|

Kategorier

Platformsøkonomi

Det viser en befolkningsundersøgelse, hvor Danmarks Statistik i efteråret 2017 har spurgt 1.828 danskere om deres holdning til, i hvilken grad forskellige krav til platformsvirksomheder er vigtige.

– Nogle mener, at platformsvirksomheder skal have mere lempelige forhold end almindelige virksomheder. Det skal de naturligvis ikke, og det er dejligt at se, at danskerne mener det samme, når det kommer til lovkrav, skattebetaling og deres ansvar som arbejdsgivere over for medarbejderne. Det er vigtigt at huske på i disse dage, hvor regeringen forsøger at forhandle en aftale om platformsøkonomi på plads med Folketingets partier, siger LO-næstformand Nanna Højlund.

Automatisk indberetning til SKAT og en taskforce
Der er afsat penge på finansloven, som skal bruges på den aftale om platformsvirksomheder, som lige nu forhandles. LO foreslår, at platformsvirksomhederne underlægges en automatisk indberetningspligt til SKAT, så man sikrer, at de medarbejdere, der leverer ydelser gennem platformen, betaler den skat, de skal.

– Det kom frem forleden, at 99 pct. af Uber-chaufførerne ikke havde betalt korrekt skat – og at 75 pct. samtidigt modtog sociale ydelser. Det er ikke i orden. Hvis vi sikrer automatisk indberetning til SKAT, undgår vi snyd. Samtidig vil dem, der arbejder via platformene, slippe for selv at gøre det og undgå den berettigede mistænkeliggørelse, der kan opstå om deres arbejde i dag, siger Nanna Højlund.

LO foreslår samtidig nedsættelse af en taskforce bestående af SKAT, politiet, arbejdstilsynet og relevante offentlige myndigheder, der holder særligt fokus på platformsvirksomhederne.

– Der skal være plads til platformsøkonomi i Danmark. Men det er vigtigt, at de overholder loven, så det er en fair konkurrence med almindelige, lovlydige virksomheder og deres ansatte. Derfor skal myndighederne kunne slå hurtigt ned de steder, hvor der er snyd eller dårlig behandling af medarbejderne. Derfor bør regeringen og Folketinget bruge nogle af de afsatte midler til en taskforce for platformsøkonomi, siger Nanna Højlund.

Se mere om undersøgelsen her