Gode takter i ny aftale om platformsøkonomi

Regeringen, De Radikale, DF og S har i dag indgået aftale om rammerne for platformsøkonomi i Danmark. ”Godt at der nu tages skridt mod automatisk indberetning til SKAT og afsættes midler til skattekontrol”, siger LO-næstformand Nanna Højlund

|

Kategorier

Platformsøkonomi

Som følge af aftalen mellem de radikale, DF og Socialdemokraterne sættes der nu 10 mio. kr. af til målrettet skattekontrol af platformsøkonomiske virksomheder.

– Det er rigtig positivt, at man har lyttet til LO’s forslag om at sikre målrettet kontrol med de digitale platforme. Ny teknologi og nye forretningsmodeller er velkomne i Danmark, men det skal være i fair konkurrence med almindelige virksomheder og deres ansatte. Her er skattebetaling naturligvis vigtigt, ligesom det kræver, at lovgivningen rent faktisk håndhæves. Det tages der nu første skridt til, siger LO-næstformand Nanna Højlund.

Aftalen betyder også, at de højeste fradrag for korttidsudlejning af boliger nu betinges af, at platforme indberetter automatisk til SKAT.

– Automatisk indberetning til SKAT vil ikke kun sikre, at platformene og deres brugere bidrager til fællesskabet, men det vil faktisk også gøre det lettere, da man så slipper for selv at bruge tid på at indberette. Vi havde helst set, at der ikke kun var en gulerod, men også en pisk, til de platforme, der vælger ikke at samarbejde. Fx har man tidligere lukket for adgang til sider med ulovlig fildeling og spilletjenester, der ikke ville overholde lovene. Men jeg hæfter mig ved, at man har aftalt at undersøge, hvordan vi kan stille krav om automatisk indberetning til SKAT, også til udenlandske virksomheder.

Med aftalen nedsættes et såkaldt deleøkonomisk råd, bl.a. med inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

– Aftalen her er et godt første skridt. Men der er stadig udeståender i forhold til arbejdsgiveransvar over de mennesker, der arbejder via platformen. Hvordan undgår vi digitale daglejere, der ikke får pension, løn under sygdom, barsel osv. Det er nemlig ikke fremtidens, men fortidens forretningsmodeller, som undslår sig ansvar for deres medarbejdere. Derfor er det godt, at man har nedsat et råd, hvor arbejdsmarkedets parter med regeringen og eksperter på området kan drøfte, hvordan vi sætter fair rammer op for området.

– Men jeg synes nu stadig, det er mærkeligt, at man insisterer på at kalde det ”dele”-økonomi, nu når det for langt de fleste platformes vedkommende handler om at tjene penge. Det er der ikke meget ”dele” over i min verden. Det er der intet galt i, men lad os kalde en spade for en spade, siger Nanna Højlund, der foretrækker det mere objektive begreb platformsøkonomi.

Kontakt: LO’s pressetelefon 26 11 97 10.

Se LO’s temaside om platformsøkonomi her