Godt at tage lønmodtagerne med på råd i opgør med regler

Det er positivt at regeringen vil tage et opgør med overflødige regler i den offentlige sektor. Men pas på med at overdrive gevinsterne, siger LO-næstformand Nanna Højlund i en kommentar til regeringens nye afbureaukratiseringsreform.

|

Kategorier

Offentlig

– Vi vil rigtig gerne gøre op med detailstyring og være med til at sikre, at papirarbejde ikke tager vigtig tid fra borgerne. Det har været et ønske længe. Men vi ved også, at det ikke gøres med et knips med fingrene – og vups, så har vi løst udfordringen med hænder nok i den offentlige sektor, udtaler Nanna Højlund, som dog glæder sig over, at regeringen vil tage lønmodtagerne med på råd i arbejdet med at luge ud i reglerne, både i et såkaldt forenklingsforum og gennem nationale partnerskaber på de enkelte velfærdsområder.

Ekstra tid skal øremærkes velfærd

For LO er det afgørende, at den tid og de ressourcer, der frigives ved at fjerne unødvendige regler og dokumentation, bliver ude på institutionerne.

– Medarbejderne i den offentlige sektor løber i dag alt for stærkt og oplever ikke, at de har tid til at udøve deres fag og faglighed godt nok. Derfor er det vigtigt, at den tid, der bliver frigivet, bliver ude på institutionerne. Det vil vi holde regeringen fast på, siger Nanna Højlund.

Hun opfordrer også til, at man kigger på arbejdsdelingen i den offentlige sektor, så det papirarbejde, der nu engang skal laves, forankres hos de kontoransatte, der er ansat til at administrere. Frem for hos det personale, der møder borgerne.

Lad være med at indkassere gevinster på forhånd

Det ærgrer LO, at regeringen på forhånd har opgjort gevinsterne ved at afbureaukratisere. Det er at foregribe det arbejde, der skal foregå, at fortælle danskerne hvor mange milliarder og ekstra hænder, der kommer ud af arbejdet, mener LO.

– Det er en uskik at sælge skindet før bjørnen er skudt. Eller – som her – at love ekstra hænder til velfærden, før de overflødige regler og dokumentationskrav er fjernet. Erfaringen er, at det tager tid og er en vanskelig proces at fjerne regler, fordi de som oftest jo er blevet til af en grund, siger LO-næstformanden.

Kontakt pressekoordinator Anette Bindslev, 23 38 42 14 eller
projektleder Lise Johansen, 51 71 42 82.