LO-formand vil samle international fagbevægelse i kampen mod skattesnyd

Ved den internationale fagbevægelses ITUC’s Verdenskongres i Bella Center fremlægger LO’s formand Lizette Risgaard et forslag til en vidtgående deklaration mod skattesnyd. Fem konkrete tiltag skal sikre, at en samlet fagbevægelse lægger maksimalt pres på beslutningstagere både nationalt og internationalt.

|

Kategorier

Internationalt

– Vi må og skal handle nu. Omfanget af skattesnyd er blevet så stort, at det er ved at underminere lønmodtagernes tillid til samfundet og vores tro på den kollektive finansiering af vores velfærd. Derfor har vi, som værtsland for ITUC’s verdenskongres, valgt at fremsætte forslag til en deklaration, der skal samle fagbevægelsen i kampen mod banditter i habitter og international skattesnyd, siger LO’s formand Lizette Risgaard.

– Ved at samle fagbevægelsen på verdensplan kan vi lægge maksimalt pres på beslutningstagerne både internationalt og nationalt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager ved åbningen af verdenskongressen og jeg ser frem til at præsentere ham for vores initiativer til kamp mod international skattesnyd.

Deklarationen ”Til kamp mod international skattesnyd” har bl.a. fem konkrete initiativer:

  • Der skal oprettes en international kontrolinstans med inspiration fra fx Interpol for at nedbringe omfanget af international skattesnyd.
  • Der skal indføres mere håndfaste sanktioner over for skattelylande, der ikke samarbejder.
  • Fagbevægelsen vil opfordre OECD til at stille sig i spidsen for etableringen af et stærkere internationalt skattesamarbejde.
  • Fagbevægelsen skal kræve flere ressourcer til nationale skattemyndigheder.
  • Land for land-rapporteringen skal udvides til at dække flere selskaber.

Læs hele LO’s udspil til deklarationen ”Til kamp mod den international skattesnyd” på dansk her og på engelsk her.

Kontakt: pressekoordinator Anette Bindslev, tlf. 2338 4214

Akkreditering foregår via kontakt til ITUC’s kommunikationschef Gemma Swart: gemma.swart@ituc-csi.org

FAKTA om ITUC:

  • Den internationale fagbevægelses paraplyorganisation ITUC (International Trade Union Confederation) holder sin fjerde verdenskongres den 2.-7. december 2018, denne gang i Bella Centret i København,
  • Det er første gang nogensinde, at Danmark er værtsland for verdenskongressen, der samler over 1100 internationale fagforeningsfolk.
  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler ved åbningsceremonien den 2. december. Pressen er velkommen.
  • Under Verdenskongressen vil andre bærende temaer være: Global ulighed, fokus på lønmodtagernes ret til at organisere sig og fair handel. Læs programmet her