Ny chefredaktør for Avisen.dk

Nicolai Kampmann er i dag udpeget som ny chefredaktør og administrerende direktør for Avisen.dk ApS.

Del artikelShare on FacebookTweet about this on Twitter

Nicolai Kampmann har siden 2012 været chefredaktør for Fagbladet 3F og kommunikationschef i 3F. Han tiltræder den 1. december.

– Nicolai har i en årrække stået i spidsen for ét af Danmarks bedste fagblade, og han har et dybt kendskab til LO-fagbevægelsens muligheder og udfordringer. I de samtaler jeg har haft med Nicolai Kampmann, er jeg blevet overbevist om, at han kan udvikle virksomheden i en vanskelig branche. Det er også vigtigt, at ejerne kan spejle deres interesser i de redaktionelle prioriteringer. Den opgave er jeg sikker på, at Nicolai Kampmann kan løfte, siger formand for Avisen.dk’s bestyrelse, Michael Jacobsen.

Den 48-årige chefredaktør har ud over stillingen på Fagbladet 3F en bred erfaring bag sig fra bl.a. Ritzau, Aktuelt, Undervisningsministeriet og Alka.

– Vi skal være de bedste på stof om arbejdsliv og arbejdsmarked. Vi skal konkurrere om lønmodtagernes opmærksomhed i en tid, hvor hastighed spiller en stor rolle, og hvor medie-brands i klassisk forstand er under pres. Vi skal samarbejde med medier og organisationer, hvor det giver redaktionel mening. Jeg har et åbent sind for at udvikle medie-indhold til gavn for brugeren, og jeg glæder mig til sammen med stærke journalister at sikre lønmodtagerne en tydelig stemme, siger Nicolai Kampmann.

En af Nicolai Kampmanns første opgaver bliver – i samarbejde med bestyrelsen for Avisen.dk – at udarbejde et nyt forretningsgrundlag og strategi. Det skal sikre, at Avisen.dk fortsat kan eksistere som et centrum-venstrebaseret nyhedsmedie på et forsvarligt økonomisk grundlag.