Spørgsmål og svar om dagpenge

Hvad er dagpengeproblemet?

I Danmark skal det være trygt at arbejde. Og hvis du bliver ramt af modvind, skal der være et godt sikkerhedsnet til at gribe dig.

Så får du nemlig et bedre arbejdsliv: Du er tryggere og tør tage flere chancer, mens virksomhederne nemmere kan ansætte dig.

Desværre er trygheden i vores flexicurity-model presset. Siden midten af 90’erne er værdien af dagpengene nemlig faldet fra 63 pct. til 54 pct. i 2018 for den gennemsnitlige LO-arbejder (brutto). Det svarer til et fald i dagpengene på 2.500 kr. om måneden eller 30.000 kr. om året.

Og det fortsætter frem mod 2025. Til den tid vil værdien af dagpengene være faldet til 50 pct. for en LO-arbejder. Og 54 pct. i gennemsnit for alle.

Det bliver med andre ord sværere at klare sig økonomisk, hvis man mister sit arbejde. Det betyder:

  • Utryghed for alle lønmodtagere på arbejdsmarkedet – ledige som beskæftigede
  • Det skaber krav om sikkerhed i overenskomstforhandlingerne. Krav der underminerer vores flexicurity-model, som har været med til at skabe den høje danske velstand
  • Færre tør skifte job – til skade for økonomien
  • Færre melder sig ind i a-kasserne

Utrygheden rammer rigtig mange. Selv i gode økonomiske tider er der over en kvart million danskere om året, som er i kontakt med dagpengesystemet. I alt har over 40 pct. af hele arbejdsstyrken prøvet at være på dagpenge.

Hvad er løsningen?

Vi skal styrke dagpengeforsikringen, så almindelige lønmodtagere kan være trygge i deres arbejdsliv.

Derfor foreslår LO:

  1. At stoppe faldet i dagpengenes værdi og løfte den maksimale årlige dagpengesats med i alt 13.400 kr. (2018-niveau) frem mod 2025.
  2. At medlemmernes statsbidrag fastholdes efter de gældende regler, selvom den maksimale dagpengesats løftes (medlemsbidraget skal reguleres med prisudviklingen – og ikke stigningen i dagpengesatsen – frem mod 2025).
  3. At medlemsbidraget halveres for beskæftigede unge under 25 år, der ikke er omfattet af den eksisterende kontingentfritagelse. Det vil i praksis betyde, at kontingentet (før skat) falder med lidt over 2.000 kr. om året eller ca. 37 pct.

Hvad er effekten af LO’s forslag?

Forslagene vil give et mere attraktivt dagpengesystem, som vil sikre opbakning til dagpengesystemet, den danske model og flexicurity-modellen.

Mere konkret vil LO’s forslag betyde:

  • Mere trygge lønmodtagere.
  • Med mere tryghed tør flere skifte job. Det giver mobilitet og forbedrer matchet mellem job og lønmodtager og øger dermed virksomhedernes produktivitet.
  • Lavere udgifter for virksomhederne ved tilpasninger (ansættelser og afskedigelser), som mindsker virksomhedernes omkostninger og øger deres produktivitet.
  • Lavere udgifter til arbejdsløshed, da forslagene sikrer flexicurity, som nedbringer både den generelle arbejdsløshed og langtidsledigheden.
  • Lavere udgifter til arbejdsløse, fordi flere forsikrer sig og dermed selv betaler til en del af omkostningerne ved arbejdsløshed.
  • Forslaget vil gøre det mere attraktivt at være medlem af en a-kasse og øge forsikringsgraden på arbejdsmarkedet.

Læs mere om LO’s forslag her