Hvad arbejder LO for, og hvad kan du bruge LO til?

Hvad arbejder LO for?

  • At du får en ordentlig løn på dit fritidsjob eller dit job
  • At du har ordentlige arbejdsforhold
  • At din skole leverer en ordentlig undervisning, så du får en god uddannelse
  • At du kan få en praktikplads
  • At du kan få et job, når du skal ud på arbejdsmarkedet.
  • At du kan efteruddanne dig hele livet, så du kan få nye og bedre job.
  • At du kan beholde dit job og ikke bliver udkonkurreret af udenlandske lønmodtagere, der bliver underbetalt af deres arbejdsgiver.

Hvad kan du bruge LO til?

Hvis du fx uddanner dig til tømrer og får job hos en tømrermester, kan din lokale LO-fagforening hjælpe dig og dine kolleger med at forhandle højere løn og bedre arbejdsforhold til jer.

Arbejdsforhold betyder fx ekstra ferie, flere fridage, mere fri med løn, hvis du skal have barn, bedre mulighed for at tage kurser og uddannelse, bedre pension, når du bliver gammel, og sundere arbejdsmiljø, så du ikke bliver syg af at gå på arbejde. Desværre arbejder mange af LO’s medlemmer i job, hvor de får ondt i ryggen eller skuldrene, fordi de løfter tunge ting eller laver de samme bevægelser mange gange i løbet af dagen (fx fabriksarbejde, rengøringsarbejde eller arbejde med ældre og syge, der skal have hjælp til det meste).