Hvad gør LO for de unge?

LO arbejder for unge på mange forskellige måder – her kan du læse de unges egne oplevelser:

Emilie, folkeskoleelev: ”LO arbejder for, at de unge får en ordentlig løn på deres fritidsjob, og at de ikke bliver snydt”.

Oskar, handelsgymnasiumelev: ”LO kæmper for, at man kan uddanne sig hele livet”.

Kasper, sosu-assistentelev: ”LO sørger for flere praktikpladser til de unge”.

Fatme, HK-elev: ”LO skubber på for, at der er job til alle, når de skal ud på arbejdsmarkedet”.

Frederik, automekanikerlærling: ”LO bekæmper social dumping, så virksomheder ikke underbetaler udenlandske lønmodtagere, så danskere bliver arbejdsløse”.

Tomm fik brug for sin fagforening

Tomm Andersen, pædagogisk assistentelev, Randers, er medlem af FOA og derfor samtidig medlem af LO. Læs her, hvordan han fik hjælp af sin fagforening, da det gik galt på hans praktikplads.

Tomm Andersen havde glædet sig til at komme i praktik som pædagogisk assistentelev i en børnehave. Endelig skulle han ud og afprøve noget af alt det, han havde lært på sin uddannelse på social- og sundhedsskolen. Men hans praktikophold blev ikke, som han havde håbet på. Tomm blev mobbet af nogle af sine kolleger. De kritiserede hans hår, hans madpakke, hans måde at håndtere børnene på. Selv når han parkerede sin bil på parkeringspladsen, tjekkede kollegerne, at han ikke holdt for tæt på deres biler. Tomm ønskede i første omgang at klare problemerne selv, men måtte til sidst give op og kontaktede derfor sin fagforening, FOA. Her var der heldigvis hjælp at hente. Gennem daglige telefonsamtaler og møder guidede FOA ham gennem en tung periode.

Efter fagforeningens månedlange støtte tog Tomm mod til sig og gik til sin leder i børnehaven. Tomm fortalte om sine oplevelser, og lederen tog hånd om problemet. Praktikopholdet endte godt, da børnehaven efter endt praktiktid ansatte Tomm som fast lukkevikar.