Professor Steen Scheuers rapport om atypisk beskæftigelse i Danmark

Andelen af midlertidigt ansatte i Danmark har været stabil i begyndelsen af det nye årtusind, mens der er kommet flere deltidsansatte. De atypisk ansatte oplever fortsat ringere vilkår, selv om de for nogle grupper er i fremgang.

|

Kategorier

A-typisk beskæftigede

Arbejdsmarkedsforsker og professor Steen Scheuer fra Syddansk Universitet har på LO’s foranledning undersøgt vilkårene for atypisk ansatte i Danmark.

Atypiske ansættelsesformer er i stigende grad blevet et tema i arbejdsmarkedsdebatterne både i Danmark og internationalt som et alternativ til den tidsubegrænsede fuldtidsfastansættelse, som har været normen i det 20. århundrede. Derfor har LO bedt professor Steen Scheuer undersøge, hvordan antallet af atypisk ansatte i Danmark reelt udvikler sig, og hvordan adskiller muligheder og rettigheder sig mellem de forskellige typer af ansættelsesformer?

Undersøgelsen viser en række forskelle mellem henholdsvis normalbeskæftigede lønmodtagere, atypisk ansatte og såkaldte soloselvstændige. Blandt konklusioner når professor Steen Scheuer bl.a. frem til, at:

  • Andelen af midlertidigt ansatte har ligget stabilt omkring 8 pct. af de samlede beskæftigede i perioden fra 2000 til 2015. I samme periode er andelen af deltidsansatte steget fra ca. 20 pct. til knap 25 pct.
  • Færre atypisk ansatte er medlemmer af en fagforening eller en a-kasse, og langt færre har en tillidsrepræsentant, selv om overenskomstdækningen praktisk talt er den samme som for normalbeskæftigede.
  • Hvad angår grundlæggende sikring og rettigheder har atypisk ansatte klart større risiko for at mangle ret til løn under sygdom, løn under barns sygdom, løn under barsel og ret til den overenskomstbestemte sjette ferieuge.
  • Atypisk ansatte har klart større risiko for at blive ledige, langt færre oplever deres økonomiske situation som forudsigelig, færre har arbejdsmarkedspension og færre vurderer, at de har en tilstrækkelig pensionsopsparing
  • Færre atypisk ansatte får tilbudt kurser og efteruddannelse, og flere føler, at de ikke kan udnytte deres kompetencer til fulde i deres arbejde, færre har indflydelse på eget arbejde og færre føler sig som ”en af os”, dvs. færre er en del af arbejdspladsens fællesskab.
  • I et dynamisk perspektiv er det interessant, at vilkårene for midlertidigt ansatte er forbedret siden 2010. Der er som vist stadig en afstand op til de normalbeskæftigede, men den er formindsket.

Læs hele rapporten her

Kontakt: LO’s pressetelefon 26 11 97 10.