Stop dagpengeforringelserne!

I Weekendavisen i dag fremgår det, at regeringen pønser på massive besparelser på unge, danske arbejdsløse til fordel for aktionærerne. Det tager LO skarpt afstand fra.

|

Kategorier

Dagpenge
Del artikelShare on FacebookTweet about this on Twitter

Står dagens nyhed i Weekendavisen til troende, så har regeringen planer om at finansiere sin erhvervs- og iværksætterpakke med 1,6 mia. kroner fra særligt unge arbejdsløse dagpengemodtagere.

– Der er tale om massive forringelser. Angiveligt vil man både indføre en karens på fire måneder for dimittender i dagpengesystemet, samt nedsætte satserne for de unge i dagpengesystemet, hvilket reelt vil sætte en stopper for nytilkomne til a-kasserne. Det vil blive meget svært at overbevise unge mennesker om, at de skal forsikre sig og melde sig ind i dagpengesystemet, hvis der ingen økonomisk gevinst er herved i forhold til kontanthjælpssystemet, siger Ejner K. Holst.

– Det vil være en bombe under det danske arbejdsmarked og flexicurity-modellen, som har skabt det velfungerende danske arbejdsmarked og den høje danske velstand. I LO vil vi gerne opfordre til, at ansvarlige partier, der ønsker at skabe tryghed for de danske dagpengemodtagere, siger fra over for det ulige og usolidariske forslag.

Besparelserne er også et klart brud med det store arbejde, der blev gjort i Dagpengekommissionen, og som den politiske aftale blev bygget på. Her strammede man andre steder, men valgte bevidst ikke at indføre en karens for dimittenderne.

Flere af ideerne i erhvervs- og iværksætterpakken har ellers været gode – penge til at fremme digitalisering og ny teknologi, forslag LO selv har stillet.

– Men det er fuldstændig uacceptabelt at finde finansieringen via drastiske forringelser i dagpengesystemet, som vil betyde enden for vores hæderkronede flexicurity-system.

– Ødelægges vores flexicurity-system, så går vi ned ad en farlig vej med mere utryghed på arbejdsmarkedet og med heraf følgende krav til beskyttelse i overenskomsterne. Utrygge mennesker tøver, men trygge mennesker tør. Derfor er finansieringspakken gift for både flexicurity og det, den skal fremme – vækst, erhverv og iværksætteri, siger Ejner K. Holst.

Kontakt: LO’s Pressetelefon 26 11 97 10.